Om os

Det Gamle Apothek drives til daglig af tre passionerede mennesker – to kokke og en daglig leder.

Jim

Jim er en kok med et enormt drive og med en klar vision for Det Gamle Apothek. I løbet af hans 8 år som kok har han både været køkkenchef og Quality Control Inspector. Han er kvalitetsbevidst og har sans for detaljen i alt hvad han foretager sig. Samtidig er han særdeles kreativ og han forstår at sammensætte retter på en moderne og delikat måde.

Paw

Paw er en erfaren kok med over 20 år i faget, og det er tydeligt at han er i sit rette element, når han er iklædt sin kokkejakke. Han mestrer mange klassiske teknikker i køkkenet, og hans håndværk er altid i orden. Paw er lige så rar som dagen er lang, ansvarsbevidst og springer aldrig over hvor gærdet er lavest.

Anette

Anette har været selvstændig restauratør i 10 år, og er rigtig dygtig til sit arbejde. Hun er enormt engageret og elsker at hygge om gæsterne. Det Gamle Apothek har en helt særlig plads i hendes hjerte, og hun vil næsten altid være at finde i restauranten med et varmt smil – klar til at tage sig godt af jer.

Historien

Holstebro er en handelsby med en lang historie, og Nørregade, hvor Det Gamle Apothek er beliggende, er en af de ældste gader i byen.

Beværtningen “Dania” lå i en ældre bygning i den nordlige ende af Nørregade. “Dania” flyttede i 1919 til Østergade, hvorpå bygningen i Nørregade blev nedrevet, for at give plads til arkitekt Thorkild H. Andersens bygning. I denne bygning åbnede Svaneapoteket den 17. februar 1920.

I 1998 indrettedes apoteket atter til beværtning, hvilken i dag står som restaurant Det Gamle Apothek.

Meget af den gamle arkitektur og stil er bevaret i lokalerne, og restauranten er udsmykket med billeder og genstande, som fortæller bygningens og Holstebros spændende historie.